At blive far første gang er nok det mest livsomvæltnende for enhver mand. Tiden op til fødslen er fyldt med glæde, forventninger, usikkerhed. Alle følelserne bliver endnu stærkere, når barnet er født – og samtidig rejser der sig en masse spørgsmål.
Fædretræf er et fællesskab for kommende og nybagte fædre, hvor du kan møde andre mænd, dele erfaringer og få inspiration til livet som far.
Du er velkommen, uanset om du lige nu venter dit første barn, eller allerede har et barn på op til 12 måneder – eller har flere års erfaring som far.
Her er plads til både de gode historier, de svære spørgsmål og et godt grin.
Du behøver ikke have styr på det hele – det har ingen af os!
Er du nybagt eller kommende far?
Mød andre fædre, få nye perspektiver og bliv klogere på farrollen, dit lille barn, parforholdet og familielivet.
Du behøver ikke have styr på det hele (det har ingen!)
Som ny far er der meget nyt at forholde sig til. Måske er du helt vildt glad. Måske er ked af det. Måske er du også lidt usikker. Måske har du tusind spørgsmål – eller måske ved du slet ikke endnu, hvad du skal spørge om.
Du er ikke alene.
På Fædretræf møder du andre kommende og nybagte fædre, som også er ved at finde deres egen vej i farrollen.
På FÆDRETRÆF kan du:
- møde andre fædre fra lokalområdet.
- dele erfaringer og høre, hvordan andre gør.
- få viden og konkrete idéer til hverdagen med et lille barn.
- tale om alt det, der er dejligt – og alt det, der er svært.
- blive klogere på dit barns udvikling og behov.
- få inspiration til relationen mellem far og barn.
- tale om familieliv, parforhold, sex og hverdagen som ny familie.
- få et netværk af andre fædre, som du kan holde kontakten med når FÆDRETRÆF-forløbet slutter.
Fædretræf handler ikke om at blive eller være den perfekte far. Det handler om – sammen med andre – at finde fodfæste i din egen rolle som far.
Sådan foregår Fædretræf i Assens Kommune
I er 8-12 nye/kommende fædre på et hold, som mødes hver uge i to timer ad gangen, syv uger i træk. Forløbet ledes af to frivillige fædreguides, som selv er fædre.
Alle træf foregår i Frivilligcenter Assens i Glamsbjerg og i løbet af de to timer veksler vi mellem korte oplæg, film, samtaler og fælles aktiviteter.
Du vil bl.a. opleve disse emner:
Fars rolle · barnets udvikling og behov · far-barn-relationen · søvn · hverdagen med et lille barn · parforhold · trivsel · førstehjælp og sikkerhed
Det er ikke et kursus, hvor du skal sidde og lytte til en ekspert. Det er et fællesskab, hvor fædre taler med andre fædre – præcis samme koncept som de mødregrupper, der har eksisteret i årtier. Nu er det omsider blevet fars tur!
[ JA, JEG VIL GERNE DELTAGE I FÆDRETRÆF]
Har du været far i nogle år?
Så har du måske erfaringer, der kan gøre en kæmpe forskel for en nybagt far.
Som frivillig fædreguide er du ikke ekspert. Eneste krav er faktisk, at du er mand og selv far – og at du vil lytte, dele dine egne erfaringer og være med til at skabe et trygt fællesskab for de andre fædre.
Med andre ord; Du skal ikke instruere de andre i, hvordan de skal være far. Du hjælper dem bare med at finde ud af, hvordan de selv vil være det.
Som fædreguide får du en grundig introduktion sammen med andre kommende fædreguides fra hele landet – Uddannelsen er gratis, du skal bare levere timerne.
De næste kurser foregår på Hotel Comwell i Middelfart:
- 8-9. oktober 2026 (lukket for tilmelding, vi har to fædre og én koordinator med)
- 15-16. januar 2027 (åbent for tilmelding)
Umiddelbart efter kurset mødes du med din kommende makker og aftaler, hvilken ugedag og tidspunkt det passer jer bedst at holde Fædretræf.
I de følgende 3-4 uger sørger Sundhedsplejen i Assens Kommune for at rekruttere de 8-12 nybagte/kommende fædre til jeres første FÆDRETRÆF -og så er I i gang.
Kvalifikationer: Mand og far. Det er mest ideelt, hvis dit barn er yngre end 10 år, så dine baby-erfaringer er i nogenlunde frisk erindring. Men vi vil også gerne have dig med på guide-holdet, hvis dit yngste barn er blevet ældre, eller hvis du måske har fået børnebørn.
Alle træf foregår i Frivilligcenter Assens i Glamsbjerg og i løbet af de to timer veksler vi mellem korte oplæg, film, samtaler og fælles aktiviteter.
Vil du vide mere?
Læs mere om Fædretræf, forløbet og rollen som fædreguide på www.fædretræf.dk